Tacitus Germania 27

Tacitus Germania

Afsnit 27 – Ligfærd, ceremoni ved død

Dansk:
Ved ligfærd hersker der ingen forfængelig jagt efter prunk og pragt. Det eneste, de holder over, er at højtstående mænds lig brændes ved bestemte arter træ. På bålet lægger de hverken klæder eller vellugtende sager i mængde, enhver får sine egne våben med, og der er enkelte, hvis hest også overgives til ilden. En gravhøj rejses af grønsvær. Gravmælers knejsende og møjsommelige pragt forsmår de som en byrde for de døde. Jammerklager og tårer opgiver de snart, smerten og sorgen først sent. Kvinder sømmer det sig for at sørge, for mænd at gemme på mindet. Det, jeg hidtil har givet, har været ting, jeg er kommet til kundskab om, vedrørende samtlige Germaneres ophav og liv i almindelighed. Nu vil jeg skildre de enkelte folkestammers samfundsordning, og hvad der hos dem er skik og brug, oplyse, hvad der deri findes af særlig ejendommeligt, og gøre rede for, hvilke stammer der er udvandrede fra Germanien over til galliske landsdele.

Latin:
Funerum nulla ambitio: id solum observatur, ut corpora clarorum virorum certis lignis crementur. Struem rogi nec vestibus nec odoribus cumulant: sua cuique arma, quorundam igni et equus adicitur. Sepulcrum caespes erigit: monumentorum arduum et operosum honorem ut gravem defunctis aspernantur. Lamenta ac lacrimas cito, dolorem et tristitiam tarde ponunt. Feminis lugere honestum est, viris meminisse.
Haec in commune de omnium Germanorum origine ac moribus accepimus: nunc singularum gentium instituta ritusque, quatenus differant, quae nationes e Germania in Gallias commigraverint, expediam.