Tacitus Germania
Afsnit 43 – Marsignerne, Kotinerne, Oserne og Burerne
Dansk:
Bag ved sig har Markomannerne og Kvaderne hegn og værn i Marsignerne, Kotinerne, Oserne og Burerne. Blandt disse røber Marsignerne og Burerne ved sprog og levesæt svebisk ophav. For kotinernes vedkommende er det galliske sprog, som de taler, et vidnesbyrd om, at de ikke er Germanere, ligesom for Oserne det pannoniske, hvortil kommer den omstændighed, at de finder sig i at svare afgifter. En del af disse pålægges dem af Sarmaterne, en anden af Kvaderne, alt i medfør af at de er af fremmed byrd. Kotinerne graver til des større skam for dem selv endogså jern op af jorden. Og det land, de nævnte folk har besat, er kun for en ringe del slet mark, for øvrig bjergskove, tinder og en højderygning. Thi Svebien kløves og spaltes helt igennem uden afbrydelse af en bjergryg, hvis anden side der lever mangfoldige folkefærd på. Blandt disse strækker Lugiernavnet sig videst og opløser sig i flere statssamfund. Det vil være tilstrækkeligt at nævne de stærkeste af disse, nemlig Harierne, Elvekonerne, Manimerne, Elisierne og Naharnavalerne. Hos Naharnavalerne påviser man en lund, der knytter sig en gammel gudsdyrkelse til. Ledelsen af denne har en præst i kvindeklæder, men som guder nævner de efter romersk udlægning Kastor og Polluks; derved betegnes guddommens væsen, deres navn er Alkerne. Billeder af dem findes der ingen af; heller ikke noget spor af, at det skulle være en gudeforestilling, der er indført udenlands fra; dog tilbedes de som brødre og som ungersvende. For øvrigt, så barske som Harierne er, så øger de, ud over den styrke de overgår andre nys opregnede folk i, deres naturlige vildhed ved kunst og ved valg af tid; sorte skjolde og overmalet krop; til hærslag vælger de bælgmørke nætter, og allerede ved det ræddelige og skumle, ligfærdsagtige optog vækker de skræk som for en hær af dødninge, så at ingen af deres fjender kan udholde det uvante syn som fra underverden selv; thi det første, der besejres er i ethvert slag øjnene.
Latin:
Retro Marsigni, Cotini, Osi, Buri terga Marcomanorum Quadorumque claudunt. E quibus Marsigni et Buri sermone cultuque Suebos referunt: Cotinos Gallica, Osos Pannonica lingua coarguit non esse Germanos, et quod tributa patiuntur. Partem tributorum Sarmatae, partem Quadi ut alienigenis imponunt: Cotini, quo magis pudeat, et ferrum effodiunt. Omnesque hi populi pauca campestrium, ceterum saltus et vertices montium iugumque insederunt. Dirimit enim scinditque Suebiam continuum montium iugum, ultra quod plurimae gentes agunt, ex quibus latissime patet Lygiorum nomen in plures civitates diffusum. Valentissimas nominasse sufficiet, Harios, Helveconas, Manimos, Helisios, Nahanarvalos. Apud Nahanarvalos antiquae religionis lucus ostenditur. Praesidet sacerdos muliebri ornatu, sed deos interpretatione Romana Castorem Pollucemque memorant. Ea vis numini, nomen Alcis. Nulla simulacra, nullum peregrinae superstitionis vestigium; ut fratres tamen, ut iuvenes venerantur. Ceterum Harii super vires, quibus enumeratos paulo ante populos antecedunt, truces insitae feritati arte ac tempore lenocinantur: nigra scuta, tincta corpora; atras ad proelia noctes legunt ipsaque formidine atque umbra feralis exercitus terrorem inferunt, nullo hostium sustinente novum ac velut infernum adspectum; nam primi in omnibus proeliis oculi vincuntur.
Nye kommentarer