Tacitus Germania
Afsnit 45 – Ravet og Svionernes hav
Dansk:
Hinsides Svionerne finder vi et andet hav, som er sejt og næsten uden bevægelse, og som man må tro, omslutter og afspærrer landenes skive på denne side, fordi det sidste skin, solen kaster fra sig, når den er ved at gå ned, holder sig og varer ved, til den står op, med sådan klarhed, at det svækker stjernernes lys; og indbildningen tilføjer, at man kan høre en lyd fra den, idet den dukker frem, og se hesteskikkelserne og strålehovedet. Såfremt nu rygtet taler sandhed, er det hertil, den naturlige verden strækker sig, og ikke ud herover. Derfor – nu skyller fremdeles det svebiske hav ved sin kyst til højre ind på Æstiernes folkestammer, som har leveskik og ydre til fælles med Sveberne, medens deres sprog ligger nærmere ved det britanniske. De tilbeder gudernes moder. Som et til denne gudetro hørende mærke bærer de genstande, der har skikkelse af vildsvin; og dette mærke træder i stedet for dækvåben og afgiver et værn imod alle ting, så det hjælper gudindens dyrker til tryghed endog midt imellem fjender. Sjældent gør de brug af jernet, men oftere af knipler. Korn og afholdenhed slider de for med en udholdenhed, der ikke passer til Germanernes almindelige ladhed. Men de gennemsøger også havet; og mellem grundene og på selve havkysten opsamler de rav, hvad intet andet folk giver sig af med. Selv kalder de det glæsum. Men hvad det er for en kraft og virksomhed i naturen, der frembringer det, det har de, sådanne barbarer som de er, ikke undersøgt eller skaffet sig viden om. Ja, det lå endog i lang tid upåagtet hen mellem alt det andet, havet kaster op på land, indtil vor overdådighed bragte det i ry. Selv gør de ingen brug deraf; de samler det op i rå tilstand og bringer det frem til os uden at forarbejde det; og de bliver forundrede, når de får betaling for det. Dog kan man slutte sig til, at det må være saft af træer, fordi der skinner dyr igennem, som lever på jorden, og endog nogle med vinger, så at de må være blevet hængende ved vædsken og siden indesluttet af den, idet den har hærdets. Derfor må jeg tro, at der i Vesterlandene og på øerne der findes temmelig yppige lunde og skove ligesom i Østerlandets fjerne egne, hvor røgelse og balsam sveder frem; der drives så sligt frem ved strålerne fra solen, som jo er nær derved, og bringes i flydende tilstand; derpå falder det ud i den nærmeste del af havet, hvor stærke storme så bringer det til at skylle op på tilstødende kyster. Dersom man vil prøve ravets beskaffenhed ved at bringe ild i berøring med det, antændes det ligesom en fyrrepind og afgiver næring for en fed og stinkende lue. Siden bliver det sejt som en slags beg eller harpiks. Til Svionerne støder umiddelbart op Sitonernes stammer, som ligner dem i alle andre stykker, men er forskellige fra dem i den ene ting, at det er en kvinde, der hersker over dem; i den grad er de vanslægtede ikke blot fra fri mænds stilling men endog fra trællekår.
Latin:
Trans Suionas aliud mare, pigrum ac prope inmotum, quo cingi cludique terrarum orbem hinc fides, quod extremus cadentis iam solis fulgor in ortus edurat adeo clarus, ut sidera hebetet; sonum insuper emergentis audiri formasque equorum et radios capitis adspici persuasio adicit. Illuc usque (et fama vera) tantum natura. Ergo iam dextro Suebici maris litore Aestiorum gentes adluuntur, quibus ritus habitusque Sueborum, lingua Britannicae propior. Matrem deum venerantur. Insigne superstitionis formas aprorum gestant: id pro armis omniumque tutela securum deae cultorem etiam inter hostis praestat. Rarus ferri, frequens fustium usus. Frumenta ceterosque fructus patientius quam pro solita Germanorum inertia laborant. Sed et mare scrutantur, ac soli omnium sucinum, quod ipsi glesum vocant, inter vada atque in ipso litore legunt. Nec quae natura, quaeve ratio gignat, ut barbaris, quaesitum compertumve; diu quin etiam inter cetera eiectamenta maris iacebat, donec luxuria nostra dedit nomen. Ipsis in nullo usu; rude legitur, informe profertur, pretiumque mirantes accipiunt. Sucum tamen arborum esse intellegas, quia terrena quaedam atque etiam volucria animalia plerumque interlucent, quae implicata umore mox durescente materia cluduntur. Fecundiora igitur nemora lucosque sicut Orientis secretis, ubi tura balsamaque sudantur, ita Occidentis insulis terrisque inesse crediderim, quae vicini solis radiis expressa atque liquentia in proximum mare labuntur ac vi tempestatum in adversa litora exundant. Si naturam sucini admoto igni temptes, in modum taedae accenditur alitque flammam pinguem et olentem; mox ut in picem resinamve lentescit.
Suionibus Sitonum gentes continuantur. Cetera similes uno differunt, quod femina dominatur; in tantum non modo a libertate sed etiam a servitute degenerant.
Nye kommentarer