Tacitus Germania
Afsnit 46 – Peukinernes, Venedernes og Fennernes
Dansk:
Dermed er vi kommet til enden på Sveberlandet. Peukinernes, Venedernes og Fennernes folkefærd er jeg ikke på det rene med, om jeg skal regne til Germanerne eller Sarmaterne. Dog ter Peukinerne, dem nogle giver navn af Bastarnere, sig som Germanere i sprog og levesæt samt ordning af boliger og huse. Blandede ægteskaber volder, at de alle i levevis og nogle enkelte også i legemlig skikkelse skæmmes en del, så de får lighed med Sarmaterne. Disses livsskik har Venederne tilegnet sig meget af, thi hele det skovklædte bjergstrøg, der højner sig mellem Peukinerne og Fennerne, gennemstrejfer de som røvere. Dog må de helst regnes mellem Germanere, fordi de både bygger sig faste boliger, bærer skjold, og finder en tilfredsstillelse i at benytte deres rappe ben; og i alle disse ting danner Sarmaterne en modsætning til dem, idet de tilbringer livet på vogn og hest. Fennerne lever i en mærkelig vildhed og en gyselig armod; de har ikke våben eller heste, og ikke hus og hjem; til føde tjener dem urter, til klædning dyreskind, og til leje jorden. Det eneste, de sætter deres håb til, er pilene, dem de i mangel af jern giver en od af ben. Ved jagt skaffer de sig føde til mændene, og med det samme også til kvinderne; thi disse følger deres mænd alle vegne og forlanger deres del af byttet. Heller ikke har de små børn noget andet ly imod vilde dyr og regnskyl, end at de til tag får et fletværk af grene; dette er også i ungdomsårene deres tilhold og i oldingeårene deres tilflugtssted. Men deri ser de en lykkeligere lod end i at stønne ved agerbrug, slide med husbyggeri og leve livet i håb og ængstelse ved at omsætte egen og andres ejendom. Sorgløse over for andre mennesker og sorgløse overfor guder har de opnået, hvad der er det vanskeligste af alt, at de ikke engang har behov for at ønske sig noget. Nu er alt det øvrige fabel og eventyr, som at Helusierne og Etionerne skal leve med menneskeligt åsyn og blik men med vilde dyrs krop og ledemod; dette er noget, jeg ikke har nogen sikker kundskab om, og derfor vil lade stå hen som et spørgsmål, man kan tvistes om.
Latin:
Hic Suebiae finis. Peucinorum Venedorumque et Fennorum nationes Germanis an Sarmatis adscribam dubito, quamquam Peucini, quos quidam Bastarnas vocant, sermone, cultu, sede ac domiciliis ut Germani agunt. Sordes omnium ac torpor procerum; conubiis mixtis nonnihil in Sarmatarum habitum foedantur. Venedi multum ex moribus traxerunt; nam quidquid inter Peucinos Fennosque silvarum ac montium erigitur latrociniis pererrant. Hi tamen inter Germanos potius referuntur, quia et domos figunt et scuta gestant et pedum usu ac pernicitate gaudent: quae omnia diversa Sarmatis sunt in plaustro equoque viventibus. Fennis mira feritas, foeda paupertas: non arma, non equi, non penates; victui herba, vestitui pelles, cubile humus: solae in sagittis spes, quas inopia ferri ossibus asperant. Idemque venatus viros pariter ac feminas alit; passim enim comitantur partemque praedae petunt. Nec aliud infantibus ferarum imbriumque suffugium quam ut in aliquo ramorum nexu contegantur: huc redeunt iuvenes, hoc senum receptaculum. Sed beatius arbitrantur quam ingemere agris, inlaborare domibus, suas alienasque fortunas spe metuque versare: securi adversus homines, securi adversus deos rem difficillimam adsecuti sunt, ut illis ne voto quidem opus esset. Cetera iam fabulosa: Hellusios et Oxionas ora hominum voltusque, corpora atque artus ferarum gerere: quod ego ut incompertum in medio relinquam.
Nye kommentarer